Opskrift og billede er venligst udlånt af Pernille Sif Orellana
Fremgangsmåde
Smelt smørret og tilsæt mælk, sukker, kardemomme og salt. Rør gæren ud i blandingen, og tilsæt kartoffelmel, halvdelen af hvedemelet og æggehviderne. Rør godt sammen.
Tilsæt resten af melet, og ælt dejen godt. Stil den til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter med et fugtigt klæde over.
Tænd ovnen på 200 grader. Form ca. 12-16 boller og anbring dem side om side i et ildfast fad eller en lille bradepande beklædt med bagepapir. De skal stå tæt, så de vokser sammen under bagningen. Stil fadet/bradepanden ovenpå en stor gryde, der er bragt i kog, og damp hvederne, mens vandet simrer, og dampen smyger sig op om fadet i 15 minutter.
Pensl derefter hvederne med de sammenrørte æggeblommer og vand, og sæt dem i ovnen på nederste rille i ca. 20 minutter.
Server hvederne lune eller lad dem afkøle og put dem i en lufttæt plasticpose til senere brug. De smager skønt, halverede og ristet sprøde og gyldne i en knaldvarm ovn eller på brødristeren.
Tip
Bemærk den flotte glans, hvederne har på billedet. Den opnås ved at pensle bollerne med æggeblommer blandet op med lidt vand. Samme effekt kan naturligvis også fås på alt muligt andet bagværk.