Vælg bagekategori:

Vælg bagetema:


Limecheesecake m/hvid chokolade og passionsfrugtgele

(Springform; 24Ø)

Ingredienser
125 g smør
350 g knuste digestive kiks

Fyld
350 g hvid chokolade
2 blade Dr. Oetker Husblas
400 g flødeost, neutral (stuetemperatur)
2 ½ dl creme fraiche 18 %
2 ubehandlede lime, skal og saft heraf
150 g flormelis
1 tsk. Dr. Oetker Vanillearoma
4 dl piskefløde

Passions-topping
Saften fra 8 passionsfrugter
125 g sukker
Saft af 2-4 lime
2 blade Dr. Oetker Husblas

Tilberedning:
Tænd ovnen på 180° C varmluft eller 200° C traditionel varme. Smør en springform med smør.

Smelt smørret. Tilsæt kiksene og rør massen sammen. Tryk kiksemassen i bunden af springformen og bag den i 15 minutter, til overfladen er let gylden. Afkøl bunden helt.

Creme; Chokoladen hakkes groft og smeltes over vandbad ved lav varme. Skålen må ikke røre vandet. Når chokoladen næsten er smeltet tages den af varmen og sættes til afkøling.

Læg husblassen i blød i 5 minutter i koldt vand i en varmefast skål.

Rør flødeost, creme fraiche, limeskal, limesaft, flormelis og vanillearoma sammen til en cremet masse. Tilsæt den afkølede, hvide chokolade og rør til blandingen er glat.

Smelt husblassen over vandbad og vend den hurtigt, men grundigt, i flødeostcremen.

Pisk fløden til blødt skum og vend den i ostecremen. Hæld cremen over kiksebunden og glat overfladen. Sæt kagen på køl 2 timer.

Passions-topping; Sigt frugtkød og saft fra passionsfrugterne ned i en gryde. Tilsæt sukker og saften fra limefrugterne og lad blandingen koge op og simre ved svag varme indtil sukkeret er smeltet. Afkøl saften til stuetemperatur. Hvis geleen skummer på toppen, fjernes det meste med en spiseske.

Læg husblassen i blød i 5 minutter i koldt vand i en varmefast skål. Vrid husblassen, hæld vandet fra og læg husblassen tilbage i skålen. Smelt den over vandbad ved svag varme. Tilsæt passionsfrugt/lime-saften og sving forsigt gryden frem og tilbage så husblassen fordeles i saften.

Hæld forsigtigt geleen over den kolde cheesecake og sæt den tilbage på køl til geleen er helt stivnet. Det tager ca. 1 time.