OM BAG FOR EN SAG

Hvert år deltager tusindvis af børn, unge og voksne i Bag for en Sag. De bager, sælger bagværket og donerer pengene fra deres indsamling til BørneTelefonen.

Hvorfor skal vi bage?
Bag for en Sag handler om at hjælpe børn og unge, der har det svært. De penge, som I tjener på salg af bagværk, går nemlig til Børns Vilkår og deres vigtige arbejde med BørneTelefonen, som mange børn og unge dagligt benytter sig af. Deltager I som skole eller daginstitution, kan I også bruge Bag for en Sag til at sætte fokus på dét, der giver bedst mening for jer, fx bagning og råvarer, trivsel eller nogle af de problematikker, som børn ringer om til BørneTelefonen.


Hvornår skal vi bage?
Bag for en Sag finder sted torsdag d. 10. oktober 2019. Hvis det passer jer bedre at bage en anden dag, er I også meget velkomne til det. I bestemmer selv, om I vil bruge et par timer, en dag eller flere uger på projektet.


Hvordan skal vi sælge bagværket?
Det er helt op til jer, hvordan I vil lave jeres arrangement. I kan fx sælge bagværket til familie og venner fra boder, afholde en café eller sælge bagværket i jeres nærområde.


Hvem kan deltage?
Bag for en Sag er for børn, unge og voksne i skoler, SFO´er, daginstitutioner, foreninger, kollegier, virksomheder og familier - kort sagt alle med adgang til et fælleskøkken. Derudover henvender Bag for en Sag sig også til familie og venner, for projektet afhænger af, at der er købere til bagværket.


Hvor skal vi indbetale pengene?
Pengene fra salget kan indbetales på Børns Vilkårs konto 5301-0000268163 i Arbejdernes Landsbank eller via mobilepay til 41331.
Husk at oplyse jeres ID-nummer ved både bank- og mobilepayindbetalinger.


Det kan betale sig!
I 2018 deltog mere end 80.000 børn og unge fordelt på mere end 1.500 arrangementer, der alle bagte til fordel for BørneTelefonen. I alt blev der i 2018 indsamlet 2.174.860 kr.!


Hvem er Børns Vilkår?
Bag for en Sag støtter Børns Vilkår, som er en privat, humanitær organisation, der arbejder for at stoppe svigt af børn i Danmark. Børns Vilkår driver BørneTelefonen, hvor børn og unge gratis og anonymt kan tale med en voksen og få gode råd og vejledning. Børns Vilkår er derfor med til at sikre, at alle børn har i hvert fald én, som lytter, og som hjælper dem med at få den støtte og omsorg, de har brug for. Læs mere om Børns Vilkår.